VEDTÆGTER

for

Korsør Skytteforening

DGI Midt- og Vestsjælland 17-3

Vedtægterne kan også downloades her !

§ 1.

Foreningens navn er Korsør Skytteforening, stiftet den15. juni 1862. Foreningen er hjemmehørende i Slagelse Kommune, Region Sjælland.

§ 2.

Foreningens formål er ved idræt og anden kulturel virke, at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel, samt at udbrede kendskabet til og at udvikle og vedligeholde færdigheder i skydning som amatøridræt.

§ 3.

Foreningen er tilsluttet DGI Midt- og Vestsjælland, Skydning, samt tilsluttet Sjællands Skytteforbund under Dansk Skytte Union, samt Dansk Sportsskytte Forbund (DSF), og derved underkastet disse organisationers love og vedtægter.

§ 4.

Som aktive medlemmer kan optages børn og voksne, når de vedkender sig foreningens formål og vedtægter.

Som støttemedlemmer kan optages enhver.

Bestyrelsen kan udelukke et medlem når der findes grund hertil. Det udelukkede medlem kan indanke sin sag for landsdelsbestyrelsen. Et udelukket medlem kan også indanke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

Ingen kan repræsentere mere end en skytteforening i samme skydeart. Dog kan et medlem repræsentere en anden forening i en idræt som ikke dyrkes i Korsør Skytteforening. Anmeldelse om flytning fra en forening til en anden skal ske både til den fraflyttede og tilflyttede forening.

§ 5

Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegning overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.

§ 6

Kontingenter for såvel aktive medlemmer som støtte medlemmer fastsættes af bestyrelsen. Kontingenter betales helårligt og forud. Æresmedlemmer er kontingent frie.

§ 7

Foreningen ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, hvoraf 7 skal være myndige.

Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for en periode af 2 år, således at 4 afgår på lige årstal og 5 på ulige årstal. Desuden vælges én 1. suppleant og én 2. suppleant, der er på valg hvert år. Bestyrelsen skal ved SKV1 godkendes af politiet. Der vælges 2 revisorer og en revisorsuppleant, der er på valg hvert år.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituere sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Kassereren kan udpeges udenfor bestyrelsen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 5 af dens medlemmer er til stede. Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret. Der tages referat over det passerede og de vedtagne beslutninger.

§ 8

Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom, samt ved optagelse af lån af den samlede bestyrelse.

§ 9

Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

Foreningens medlemmer har ingen økonomisk forpligtelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen.

Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 10.

Ordinær generalforsamling:

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i januar kvartal og annonceres på foreningens hjemmeside og ved udsendelse til medlemmer tilmeldt foreningens mailliste - med angivelse af dagsorden - med mindst 14 dages varsel.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 7 dage før.

Kun fremmødte aktive medlemmer, der er fyldt 14 år, har stemmeret.

På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindelig stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt til ændring af disse vedtægter; mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.

Der tages referat over vedtagne beslutninger. Referatet underskrives af dirigenten.

§ 11.

På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

1. Valg af dirigent

2. Aflæggelse af beretning

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab

4. Behandling af forslag

5. Valg af.

    a.Bestyrelsesmedlemmer

    b.Suppleanter

    c.Revisorer

    d.Revisor suppleant

6. Eventuelt.

                                           

§ 12.

Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 1/4 af foreningens aktive medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 13.

Foreningens regnskabsår går fra den 1. januar til den 31. december, og senest 30 dage før generalforsamlingen afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorerne til påtegning. Revisorerne skal foretage regnskabsmæssig revision.

§ 14.

Til i samarbejde med bestyrelsen at varetage foreningens daglige skydninger og andre aktiviteter, udpeges af bestyrelsen frivillige skydeledere og hjælpere efter behov.

§ 15.

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor (se indkaldelse i § 12). Ophører foreningen med at eksistere, eller udmelder foreningen sig af DGI Midt- og Vestsjælland, Skydning, skal foreningen til denne aflevere samtlige modtagne ejendele, samt for DGI skydnings vedkommende kartoteker over registreringspligtige våben.

Ved foreningens opløsning deponeres foreningens ejendele, herunder pokaler, våben og fane til midlertidig opbevaring ved landsdelsforeningen.

Således vedtaget på generalforsamlingen

Korsør, den 18. marts 2015.